fredag den 2. september 2011

Afgang og Au pair skole

Hallo til Danmark,

Jeg blev kørt til Billund af mor, og havde en meget trist afsked med hende før jeg fandt de 6 andre danske au pairs som jeg skulle følges med. Sammen fik vi holdt humøret oppe og kom fint til Frankfurt hvor vi styrtede gennem den røv lange lufthavn for at nå vores fly til New York. Har aldrig fløjet længere ture før - så jeg ELSKEDE alle de gratis ting vi konstant fik! Efter 9 timers flyvetur og en kær flirtende tolder, blev vi hentet af Cultural Care og landede kl. 2 lokal tid på Long Island på vores Au pair skole. Kom til at dele værelse med Biance fra østrig, Martina fra Tyskland og Clarissa fra Mexico, meget søde piger. Skulle møde i skole dagen efter kl. 8, så det var bare med at se at komme i gang fra morgenstunden. Jeg kom kun i klasse med piger (og to drenge) fra staterne New York og New Hampshire, så det var rart at møde nogle af mine "kommende naboer"!
Skolens område var lidt hærget efter orkanen i lørdag-søndags, men der var heldigvis strøm, noget man ikke kan sige om mange andre nærliggende områder. Her er kun væltede træer og grene over det hele, så området slap nådigt. Skolen er et gammel sommerhus for en meget rig familie, så det er sydstatsstil med hvide søjler og  hovedhuset, som vi spiser morgenmad i ligner til forveksling et mini gods og er indrettet med guldstole og kæmpe lysekroner.



I timerne lærer vi alt fra at vaske hænder - ja vaske hænder - til opdragelse og sygdomme hos børn. Tirsdag aften fik vi ægte amerikansk barberque som vi spiste på plænen med udsigt over vandet, meget smukt! I går fik vi besøg af politimanden John, som lærte os om regler og what to do and what not to do i trafikken og ved  indbrud mm. Desuden var der også international sing-along, så alle fra hvert land skulle optræde med en sang på deres sprog og helst med en dans til. Så vi ni danskere optrådte med "Mon du bemærket har hvad der på loftet var". Der var kun en fra norge, så stakkels dreng skulle op og synge en sang alene og en killing der fik smæk:)

Torsdag havde vi vores sidste time og to ved frokosttid bussen ind til New York på sight-seeing. Alle 200 au pairs blev stoppet i busser, hver med en guide i. Vi var heldige at få den meget berejste Adam i vores bus og gruppe. Første stop var Battery Park, samt guld tyren som vi alle klappede på, dernæst gik vi til Staten Island færgen, og når vi gik for langsomt (altså normalt gå tempo), råbte Adam friskt "walk with a purpose", noget der blev gentaget gang på gang:) Færgeturen til Staten Island og direkte tilbage igen var fantastisk, og byen var meget smuk i det gode vejr.


Statue of Liberty var meget sjov og flot at se men det var udsigten over byen der bjergtog mest. Tilbage på Manhatten fik vi en bustur rundt i alle de kvarter og steder der er et must. Soho, ground zero, chinatown, little Italy, Nolita, Times square og 5th avenue blev set og vi fik stoppet og købt rigtig cheesecake hos Eilleens Cheesecake: der var nok 40 forskellige mini cheesecakes at vælge i mellem så det var ikke nemt, fik endelig besluttet mig for en med kaffe og NEJ HVOR VAR DEN GOD  - MUMS.

Derefter tog vi turen op til Top of the Rock (toppen af Rockefeller center) hvor der var den smukkeste udsigt over hele byen... Så havde vi halvanden time på egen hånd før vi skulle hjem. Jeanne, Natalie, Randi, Simone og jeg tog først på en diner og spiste, da Simone var ved at gå helt sukkerkold efter den lange dag. Efterfølgende shoppede vi i de nærliggende gader, og utroligt nok styrede jeg mig og gik kun lidt amok i drugstoren, hvor man kan få ALT i håndkøb. Så jeg fik købt jetlag tabletter, forkølelses piller, Peptp bismol og en masse andet dejligt.
I dag fredag er det afgangs dag og de fleste piger blev sat på en bus til værtsfamilie kl 9 eller er blevet afhentet af de familier der bor tæt på. Min kommende familie er desværre uden strøm efter orkanen, og har bedt om at jeg bliver på skolen indtil at det bliver ordnet, så nok til i morgen eller søndag, hvilket er forståeligt nok. Heldigvis er vi 8 piger som er i den situation, så det bliver nok en rigtig tøseweekend...

Mange klem fra staterne


1 kommentar:

  1. Hej Julie.!
    Sidder her og griner lidt ved tanken om din fornøjelse over alle GRATIS tingene på flyet..du er og blir en DIVA.! <3 Skøn læsning.,glæder mig til at følge med her på siden-og sender dig gode tanker til mødet med din famile. Håber de tager rigtig godt imod dig.! Pas på dig-og nyd hvert et øjeblik.
    Kram Anja

    SvarSlet